Begravelse og bisættelse

Når man står med et dødsfald kan man enten begynde med at henvende sig til en præst eller en bedemand. Det første man gør, vil typisk være at aftale et møde, hvor man blandt andet aftaler hvilken dato og tidspunkt man ønsker den kirkelige handling. 

En bisættelse er en højtidlighed i kirken/kapellet, hvor præsten kaster jord på kisten i kirkerummet. Efterfølgende kørers kisten til et krematorie. Urnen med asken kan så senere sættes ned på et gravsted eller asken spredes over havet.

En begravelse er en højtidlighed i kirken/kapellet,  hvorefter menighed og præst efterfølgende kører/går til kirkegården. Her kaster præsten jord på kisten ved graven, hvorefter kisten sænkes i jorden.

Du behøver ikke have besluttet dig for, om det skal være en bisættelse eller en begravelse, inden du taler med præst eller bedemand.

Til samtalen med præsten taler man om selve den kirkeligen handling, hvilke salmer, der skal synges og andre praktiske ting. Men vigtigst er det at få talt om den afdøde og om den sorg eller følelser, der fylder i dig/jer.

Du kan kontakte præsterne Betina Vejegård eller Tue. R. Lauridsen her eller kordegnen på kirkekontoret her

Artikel: Bisættelse/begravelse – af jorden skal du igen opstå.  af Tue Rolighed Lauridsen

Det er nok særligt ved begravelsen i kirken, at man som præst føler, at man kan hjælpe folk og gøre en forskel. Som ved de andre kirkelige handlinger markerer bisættelsen/begravelsen en overgang i tilværelsen, men her er det den størst tænkelige – nemlig fra liv til død. Det gør ondt at miste én, man har holdt af og hvis liv man har været en del af. Det kan opleves og føles som at miste en del af sig selv. Men sorgen og smerten er kærlighedens måde at leve videre på. Sorgen og savnet udtrykker den kærlighed, man har haft til afdøde, som man nu ikke kan komme af med, men som selv om den gør ondt, også er en måde at ære og mindes afdøde på.

Derfor gælder det heller ikke om hurtigst muligt at komme over en sorg. Der er mange sorger, man ikke kommer over, men som bliver en del af ens liv på en måde, så man kan leve videre.

Hvad siger man, når man står overfor døden. Ja, da hører de fleste ord op, man forstummer. Til gengæld har kirken, Bibelen og salmerne ord, som kan lyde, når alle andre ord forsvinder – vi har det religiøse sprog. Og vi har begravelsesritualet. De fleste mennesker har den opfattelse og indstilling, at man ønsker den smukkeste og mest værdige afsked for afdøde som muligt. Og her er kirken et smukt rum og en værdig ramme – og måske en gammel eller kendt kirke, hvor de efterladte generation efter generation har haft kirkelige handlinger som tradition.

Tradition betyder netop på latin at bære over, at føre videre. Man bærer nogle vigtige værdier og rammer videre, så man ikke overgiver sine døde til det ukendte og tomme, men til evigt liv hos Gud – placerer det i hans hånd, som ingen ifølge vor kristne tro kan falde ud af.

Ved enhver kristelig begravelse eller bisættelse skal lyde de tre sætninger – ”af jorden er du kommet, til jord skal du blive og af jorden skal du igen opstå”. Den sidste sætning er sværest at forstå og kan kun tros, - og den er den vigtigste. Her siges det, at et menneske ikke er en ligegyldig eksistens, som forsvinder for evigt, men at vi håber og tror på et gensyn og en opstandelse under en eller anden form – det evige liv.

Samtidig lyder lovprisningen af opstandelseshåbet (1. Petersbrev), som også lød ved barnedåben: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesus Kristi fader, som i sin store barmhjertighed, har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.” De selvsamme ord lyder altså ved begyndelsen af et menneskes liv og ved dets afslutning og omkranser således alt, hvad vi kan forestille os. Ordene er Alpha og Omega – begyndelsen og enden i al evighed, som Kristus selv.