31/10/2024 0 Kommentarer
Koncert med pianist Kristian Riisager
Koncert med pianist Kristian Riisager
Den prisvindende danske pianist Kristian Riisager spiller musik af Beethoven, Chopin og Prokofiev.
Kristian Riisager (f. 1996) er uddannet ved Klaverskolen Gradus i Århus, Hochschule für Musik “Hanns Eisler” i Berlin samt Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, hvor han fra 2023 studerer i Solistklassen. Siden 2022 har han været Visiting Artist ved Ingesund Piano Center i Sverige.
Kristian udgav i 2022 sit debutalbum “A Testament to Hope - Piano Works by Beethoven”. Det er blevet spillet flere gange i radioen på P2 samt modtaget strålende anmeldelser bl.a. i det tyske klavermagasin Piano News. I deres 6 stjernede anmeldelse skriver de:
“Kristian Riisager spiller på en gang Beethoven analytisk, krystalklart, fri for sentimentalitet og alligevel rørende, lidenskabeligt og overbevisende.”
I 2023 modtog Kristian Léonie Sonning´s Talentpris og året inden tildelte Augustinus Fonden Kristian et Steinwayflygel til låns under sin studietid. I 2014 vandt han Music Without Limits i Litauen og Unge spiller Klassisk i Århus. Derudover har han vundet priser ved Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence og den nationale Steinway Festival. Han har desuden deltaget i flere internationale konkurrencer, bl.a. Aarhus International Piano Competition og Astana Piano Passion i Kasakhstan.
Kristian har spillet et større antal solokoncerter i Danmark, bl.a. i Musikkens Hus i Aalborg, Vendsyssel Festivalen samt andre musikforeninger og kirker rundt om i landet. Han har også optrådt i Sverige, Georgien, Litauen og Tyskland. Han har været solist i Beethovens 3. klaverkoncert med Kutaisi State Symphony Orchestra i Georgien og spillet solokoncert i Musikinstrumenten Museum i Berlin.
Kristian har også gjort sig bemærket som liedakkompagnatør. Sammen med sopranen Louise McClelland Jacobsen vandt han den først afholdte Rued Langgaard-konkurrence, hvor de optrådte med Langgaards lieder. Som en del af prisen spillede de ved åbningskoncerten af Rued Langgaard festivalen i Ribe til september 2021.
Kristian har studeret ved Martin Lysholm Jepsen, Birgitta Wollenweber, Eldar Nebolsin, Jens Elvekjær og Julia Mustonen-Dahlkvist. Derudover er han blevet undervist af Marianna Shirinyan, Viller Valbonesi, Jonathan Aner og Wayne Forster-Smith. Han har modtaget masterclasses af Alexandra Zvirblyte, Filipe Pinto-Ribeiro, Steven Osborne, Paolo Giacometti, Eugen Indijc og Mikhail Voskresensky.
Kommentarer