Da kirken er lukket grundet smittefare for Coronavirus, vil der hver søndag og helligdag blive lagt en videogudstjeneste op som

 

 

5. søndag efter påske

Sognepræst Tue R. Lauridsen

Søndag den 17. maj 2020

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Joh 17,1-11

 

En enkelt relevant salme til denne søndag kunne være: DDS 10 Alt, hvad som fulglevinger fik

 

Prædiken:

 

  Jesus siger: Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.

 

     Ordet kende - kender vi godt.

     Men det kan have forskellige betydning.

     Når man siger, at man kender Napoleons historie - eller man kender Einsteins relativitetsteori - så betyder det at vide noget om de to ting, at have kundskab og indsigt.

     Når det hedder om en efterlyst forbryder: Politiet kender ham, så menes der, at man har kundskab om, hvem han er, har hans papirer, kender hans fortid.

    Men når man siger: Jeg er så glad, fordi jeg har lært dig at kende.

    Så menes der, efter at jeg er kommet til at elske dig, holde af dig.

    Og der er unægteligt forskel på den måde, politiet kender en mand på, og den måde, hans elskede kender ham på.

    Det må man da meget håbe for manden!

    Hvem kender ham så bedst?

    Politiet har hans data, hans fortid og opmålt hans krop, har foto og fingeraftryk, på det grundlag kan man sige: Politiet kender ham

 

 

 

   Men hans elskede - ja, hun kender måske ikke engang noget til hans fortid - men hun elsker ham - og hun kan måske netop påstå, at hun har fået det meget bedre, efter at hun har lært ham at kende.

   Hvis hun virkelig elsker ham - kan hun endda bære at få kendskab til noget af det skjulte og grimme i hans fortid.

    Hvis det virkelig er kærlighed belastes han ikke af sin fortid overfor den, som elsker ham - men når politiet kende ham, er han i høj grad belastet af sin fortid.

    Hverdagssproget viser altså, hvordan ordet "kende" kan betyde "elske", altså når vi siger sådan noget som: Alt har forandret sig i mit liv, efter at jeg har lært dig at kende.

    Det betyder ikke, at jeg har fået kundskaber om dig, men det betyder. at jeg er kommet til at elske dig.

   "Kende" er altså her ikke en kundskabssag, men en hjertesag.

   Men så kan sproget jo også skifte - hvis det nu går galt mellem de to elskende, så kan det ske den ene råber til den anden: "Jeg kender dig!" og så betyder det jo ikke ligefrem "Jeg elsker dig" - nej, det betyder: Jeg gennemskuer dig - jeg har kundskab om dine svagheder; så er man tilbage i politiets sprogbrug.

 

   Og der er ikke langt fra: Ih, hvor jeg kender dig - til: nu vil jeg ikke kendes ved dig!

   Ja, man skulle tro, at den som virkelig til bunds kendte den anden, var nødt til også at kendes ved - men det afhænger altså af, om kærligheden er med

   At kende - at elske - når man siger: Livet blev nyt, efter at jeg lærte dig at kende, betyder det ikke, at jeg er begyndt at studere dig, skaffe mig kundskaber om dig.

   Nej, at jeg har lært dig at kende betyder, at jeg har åbnet mig mod dig. Kun den, som elsker, lærer virkelig den anden at kende.

   Kun den, som føler sig elsket, tør give sig til kende, fordi det er kærligheden, der ser mig.

   "For aldrig har den levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær"

   som Grundtvig siger.

    Man kan godt sige, når man er lykkelig:

   "For mig er livet, at jeg kender dig"

Når vi betragter dagens tekst kan man godt komme til at tænke på  Peter Plys og Grislingen:

"Ninus er meget klog", siger Peter Plys eftertænksomt.
"Ja,", siger Grislingen,
"Ninus er meget klog!"
"Og han har et godt hoved",
tilføjer Plys.
"Ja," siger Grislingen, "Ninus har et godt hoved".

Og her er det så, at der opstår en pause, mens de to tænker lidt over, hvad de har sagt til hinanden.
Den varer lige indtil Plys slutter af med at konstatere: "Det er vel derfor, at han ikke forstår så meget!".

-----

Det er vel også derfor, at heller ikke vi forstår så meget, ikke blot af dagens tekst, men af hele den lange afskedstale, som evangelisten har placeret på aftenen inden Jesu anholdelse og korsfæstelse - en tale med ord, der ikke skal forstås med hovedet, men med hjertet.

Johannesevangeliets taler er nemlig meget lange, omstændelige og gentagende, men de indeholder paradoksalt nok samtidigt også noget let og yndefuldt, så man i visse passager næsten kan opleve det som om ordene danser ind og ud mellem hinanden.

Johannesevangeliets taler indeholder tillige deres helt egne ord og billeder, som gentages, spejles og vendes i en uendelighed, så man både som prædikant og tilhører indimellem kan have svært ved at holde tanken fast, men samtidig forvirrer de, for hvad betyder de egentlig?

Forklaringen kunne som sagt være, at vi først og fremmest bruger hovedet og derfor forsøger at forstå med tanken, mens det, som er på færde langt snarere foregår i hjertet.

For som det markeres i indledning til teksten i dag, så er Jesu tale ikke så meget en tale, som en samtale.

En intim samtale med Gud, som vi jo også kalder bøn. Og bøn er vel, når det kommer til stykket, noget af det mest indforståede, vi kender til.

I Jesu ypperstepræstelige bøn, som vi har at gøre med i dag – i hvert fald et uddrag af den fra Johannesevangeliet, der understreger Vor Herre, at han og Faderen er ét, som vi hører det i dagens tekst. Som Faderen Gud er kærlighed er han også selv kærlighed. Han beder om, at vi alle må få del i den kærlighed, at vi alle må blive til en del af den. Men han anviser ingen veje til hvorledes det skulle ske. Der er nemlig ingen ”gør-det-selv” vej til kærligheden. Den er altid til, som det der kommer os i møde – aldrig omvendt. Gud kan man ikke fedte sig ind hos, det er ganske enkelt helt og aldeles overflødigt at gøre noget forsøg der på. Løgstrup definerede Gud som : Magten til at være til i alt hvad der er til. Magten til at været til i alt, hvad der er til, det er netop det, som giver tingene liv – herunder også mennesket. Det er den magt, der gør os til noget andet og mere end grøntsager, der får alt liv til at gå med at suge efter næring og væde.  Dette andet og mere får vi ifølge Løgstrup i kraft af de spontane og og suveræne livsytringer, som hedder barmhjertighed og tillid, kærlighed og talens åbenhed. De gør menneskelivet til et liv i særdeleshed – til noget helt særligt og godt.

Til sidst, der går en historie om en præst, der ikke just var kendt for at have tålmodighed med konfirmander, der ikke kunne svare ordentligt på spørgsmål. Da han i en time bad en dreng om at nævne en egenskab ved Gud, og drengen så forfjamsket og tøvende udfoldede det ene forkerte svar efter det andet, for præsten til sidst hen til ham, ruskede ham i håret og knaldede ham en lussing og råbte og skreg: Vil du så en anden gang huske, at Gud er kærlighed”.

Den historie kan vi godt grine ad, når kærlighedens lokale repræsentant bærer sig ukærligt ad – netop for at få kærlighedens lektie til at trænge ind. Men vigtigt er det i den verden, der er vores, at holde fast ved, at Gud er kærlighed. Gud er et billede på alt det, vi i livet ikke kan komme udenom. Det være sig det frygtelige, det være sig det glædelige, det være sig det uforklarlige, det være sig det mystiske. Men i gennem alt, så er det kærligheden som er bæreren af det guddommeliges forhold til os.  Det gælder uanset krig og bestialske folkedrab som vi Gud -bedre det – hører alt for meget om, fordi ondskaben også er en realitet i vores verden. Men det er netop fordi den grundlæggende kærlighed er til, at lives kan leves alle menneskeskabte problemer til trods. Og derfor glem aldrig: Gud er kærlighed!

 

Amen


4 søndag efter påske

Sognepræst Betina Vejegård

Søndag den 10. maj 2020

 

Temaprædiken over lignelsen om Babelstårnet

 

Gud ene tiden deler,

han sårer, og han heler,

han kender småt og stort;

han intet ondt bestemte

og intet godt forglemte:

Alt, hvad han gør, er herligt gjort

 

Sådan lyder første og eneste vers af Brorsons salme, som jeg ville have valgt at vi skulle synge i kirken, hvis vi havde kunne være sammen i dag. Og jeg kom til at tænke på salmen, da jeg i dag sad og ryddede op i en skuffe – det man jo gør i disse corona-tider – og fandt en masse gemte tegninger fra min barndom. Tegningen vender vi tilbage til. For først salmen: En kort, komprimeret salme, med ét klart budskab. Flere vers behøvede Brorson ikke. Budskabet var enkelt. Gud intet ondt bestemte og intet godt forglemte, alt hvad han gør, er herligt gjort. Amen, kunne man sige her. Alt hvad Gud gør er herligt. Basta.

 

For sådan kan man jo virkelig have det visse dage. Der er dage, hvor man glad og fornøjet står ud af sengen om morgenen. Dage hvor man går frimodig ud i Verden, og uanset om solen skinner eller regnen står ned i stænger, så har man bare den der uforklarlige følelse af, at alt er herligt. De dage, hvor man ser på sit liv, på sin familie, venner, arbejde eller hvad det nu er, og får den der uforklarlige følelse af, hvor heldig eller ligefrem velsignet man er. De dage hvor man ikke bare føler, men hvor man véd, at man kan klare alt hvad livet end byder en.

De dage hvor man uden at blinke kan sætte sin lid til Gud og hans vilje. Sådanne dage er det nemt at synge Brorsons salme.

 

Men hvad så de andre dage, kunne man indvende? Hvad gør man de dage, hvor man rammes af mismod, af mørke? De dage, hvor man ikke orker at stå ud af sin seng og møde livet, men hvor man hellere vil krølle sig sammen og bare sove og glemme? De dage, hvor minderne om al smerten, som også høre til et menneskeliv, dukker frem og holder generelforsamling i ens tanker? Når man prøver at se på sit liv, og ikke ser andet end fiasko og modgang? De dage, hvor man virkelig føler, at man går i fare, hvor end man går, som H. C. Andersen skriver det i sin salme ”Jeg har en angst som aldrig før”, som jeg også gerne ville have sunget sammen med andre i dag.

 

Da jeg var barn, havde vi stadig kristendomsundervisning i skolen. Det findes vist ikke mere. Nu er det vist noget med religion og livsanskuelser. Men da jeg barn, fandtes det. Ikke som undervisning i teologi og kristendomskundskab. Men ganske enkelt på den måde, at min lære læste bibelhistorier højt og vi tegnede til. En af de fortællinger, der bed sig mest fast i mit 8 årige barnesind, var den om Babelstårnet. Og det var dén tegning, som jeg fandt i skuffen.

 

Et tårn, fortæller Jesus, styrtede ned og 18 mennesker mistede livet. Tror I, at de, var større syndere end andre, spurgte han efterfølgende? Skaren må havde måbet. Hvad i alverden mente Kristus. Det sagde vel sig selv.

 

For på Jesu tid havde man en helt anden forestilling om hvad en god død var. På den tid, var en god død en lang død.

Et langt forløb hvor man kunne nå at tage afsked med verdenen, gøre forskellige religiøse ritualer og fremfor alt nå at berede sig selv og ens familie på vejen til døden.

 

En hurtig død derimod, pludselig død ved ulykke, drab eller sygdom, der kom brat, opfattedes som noget slemt. En pludselig død, måtte, mente man, havde noget med personens liv og livsførelse at gøre. Man havde en retfærdigheds sans, der sagde, at hvis Gud lod en ulykke ramme et menneske, så måtte det være Guds straf, fordi menneske havde gjort noget slemt.

 

Mon Gud vælter tårne ned over mennesker og fratager dem livet, fordi de er større syndere end jer?

Skaren svarer ikke.

 

Så Jesus fortæller dem en lignelse. En lignelse om en mand, hvis figentræ ikke gav frugt. Det stor bare der, men bidrog ikke til noget som helst. Jeg hugger det om, besluttede manden. Så får jeg da i det mindste noget brænde ud af det. Men en gartner taler manden fra det. Giv træet en chance til. Gid mig en chance for at passe og pleje det. Hvis det ikke virker om et år, så kan du altid fælde det.

 

Jeg ved ikke med jer læsere. Men for egen regning kan jeg sige, at jeg ofte har følt mig som det figentræ. Følt, at jeg bare var her, men ikke var til nogen nytte. Tænkt, hvad jeg egentlig bidrager med til vennekredsen og familielivet. Kæmpet for at sætte frugt, men bare ikke lykkedes med det. Jeg tror mange af os har sådanne dage, hvor vi føler os som et frugtløst figentræ.

 

Og som jeg indledte med at spørge, hvad stiller man så op med disse dage?

 

Jesus er klar i mælet. Hvad gør du, når livet gør ondt? Når du føler, at tårne vælter ned over dig og dem du har kær, når du ikke sætter frugt og mest af alt fortjener at blive lagt i brændestablen?

De dage, siger Frelseren, de dage, der skal du gøre som figentræet. Du skal stille dig rank på marken og… stole på Gud. Stole på, at der kommer en gartner og går i forbøn for dig.

Stole på, Gud ikke lader dig gå til, også selv om du ikke lige, i denne sommer bære så megen frugt.

Stole på, at Gud selv går i forbøn for dig, forbarmer sig over dig, lover at passe på dig og passe og pleje dig, indtil du igen blomstre.

Og går det ikke så hurtigt. Sker det, at du, når året er gået, stadig ikke bærer frugt. Så sæt din lid til, at Gud selv atter giver dig en chance til. Atter lover at passe og pleje dig. At Gud agter at fuldføre sin plan med dig, nemlig at passe og pleje dig, indtil du en dag igen blomstre.

 

Det kan være svært. Noget så svært, når man som menneske står der i tomheden og mørket. Når man har mistet livsgnisten eller lykken. Når mennesker man elsker bliver revet bort fra en til døden, eller vælger et liv, der ikke inkludere dig. Man kan føle sig revet midt over. Være overbevist om, at man aldrig igen sætter frugt. Eller tænke, at man aldrig mere vil sætte frugt. At man hellere vil hugges om her og nu, for det tab man har erfaret, er ikke et man agter at leve videre med.

 

Når du har de dage, de uger, sågar de år, så prøv at huske på, hvad Gud i dåben lovede dig, eller hvad han lovede dit barn.

At han er med dig, alle dage, indtil verdens ende. Ikke indtil livets ende. Men indtil verdens ende.

Gud selv vil hele livet gå i forbøn for hvert enkelt menneske. Han vil, at vi skal leve livet. Og de ting der sker for os eller vore kære, er aldrig en straf fra Gud.

 

Det kan føles sådan, fordi vi ikke ved alt det, som Gud ved. Derfor er der intet andet at gøre, end at klynge sig fast til løftet der gælder både ved livets begyndelse og livets ende. Og se, jeg er med jer, alle dage, ind til verdens ende.

Amen

 


3. søndag efter påske

Sognepræst Tue Rolighed Lauridsen

mandag den 3. maj 2020

 

En enkelt passende salme: DDS 164 Øjne I var lykkelige

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«

Johannesevangeliet 14,1-11

Prædiken

ROVDYR I FJÆSET I EN DYR BILS BAKSPEJL

ALLEREDE INDEN DU NÅEDE SANDHOLMLEJREN VAR DIN MOR ET FOTOGRAFI PÅ VÆGGEN OG EN KISTE PAKKET MED SLAGGER OG FLYVEASKE

VI SULTER MÅNEDEN UD OG KØBER ET FÅR I BAZAR VEST

DU INDKASSEREDE PENGENE VI FIK AF FASTRENE OG SAGDE AT DET IKKE ER ANSTÆNDIGT AT BØRN HAR SÅ MANGE PENGE MEN JEG ER STOLT AF DIG SOM DU STÅR DER OG GRILLER HALAL

IKKE BARE EN FLYGNING MED FULDSKÆG OG JOGGINGTØJ

NU LANDER EN GULDSMED PÅ DIN ARM

(Hahya Hassan)

 

Det er en gammel forestilling, at et menneskes liv udgør en bevægelse mod en bestemmelse, en rejse mod et mål, en hjemvenden til sig selv og sin oprindelse. Det gælder da om at finde den rette vej, så man ikke taber målet af syne.

Det kan være svært at finde sin egen vej i livet, og der står meget på spil, og det kan give anledning til megen ængstelse. Men ofte er de forhindringer man møder på vejen - de steder, hvor vejen ender eller hvor, man holder en pause, som tilsyneladende er frugtesløs - ja. det var der, hvor jeg udviklede mig og udfordredes til at vokse ud over mig selv - det var der, jeg fandt en ny vej og fik nye kræfter.

Der udkom engang en ”Gør-det-selvhånd-bog” i selvmord - nemlig bogen ”Den sidste udvej”, og der rejste sig heldigvis en heftig debat i dens kølvand. Bogen er et symptom på at gøre-mennesket helt har taget magten fra være-mennesket.  På at mennesket har tiltaget sig suverænitet over sig selv og undsiger den givne eksistens - det som er givet som gave og opgave. 

At mennesket eksisterer er - ligesom at jorden eksisterer en given ting. Det er et faktum uafhængigt af mennesket, som det er meningsløst at sætte spørgsmålstegn ved, da retten til at ændre det ikke er givet mennesket, selv om evnen til det er givet. Hvis vi afslår Guds gave - vor eksistens - er vi for alvor i en nødsituation, der kan føre til den kortslutning, at en effektiv, teknisk sikker afslutning er sidste udvej - men en kortslutning bliver det! At et sådant sammenbrud ikke udelukkende er et individuelt ansvar gør, at vi alle har pligt til at forhindre det med hånd - konkret - og med ånd - forebyggende.

Det er umoralsk og i høj grad en blindgyde bevidst at ville unddrage sig sin eksistens - den sidste udvej er en blindgyde, men ingen har ret til at dømme nogen, da dommen alene er forbeholdt Ham, der har givet os livet. Men derfor er det alligevel vigtigt at forstå, hvorfor selvmordet kan blive en alvorlig fristelse, og af forebyggende grunde er det vigtigt at kende tegnene på selvmordsfare, og dette er altid et fælles ansvar, for vi holder altid noget at vor næstes liv i vor hånd, som K. E. Løgstrup siger det. Vi må hjælpe hinanden til at stemme for livet, også selv om det indebærer lidelser, selv om det er ufuldkomment - hjælpe til at få øje på håbet, underet og kærlighedens mange muligheder.

Vi må lære at stole på Guds ord om, at midt i alt kaos´et er der noget der står fast - nemlig hans kærlighed til os - ”og jeres hjerte må ikke forfærdes”. Tro på Gud og tro på mig”. I Guds hus er der mange boliger, og der er også beredt en bolig for os mennesker i himlen, når hvor bolig ikke længere består - når jorden forgår. Det er vort kristne håb, som han, der er vejen og sandheden og livet har givet os, og som han har kunnet give os, fordi han selv er Guds vej til os - den vej, som Gud stadig kan komme fremad lige meget hvilke frygtelige ting, der ellers hænder undervejs. Kristus er sandheden - det vil sige, at han er virkeligheden - og heri ligger der, at man kun kommer ind i virkeligheden gennem Ham - Guds virkelighed, som er kærlighed, fordi Kristus er kærlighed.

Vi må have den tillid med ud i vores hverdag - ud i livet, og gøre den erfaring som også Paulus gjorde: at selv om han havde alt, men ikke havde kærlighed, så nyttede det alt sammen ikke noget, som han siger: ”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Den kærlighed, som tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. Jesus er vejen og sandheden, og de to fører til det tredje, som Jesus siger: til livet. Hans kærlighed er vi blevet døbt på og den kærlighed følger os livet ud.

”Selv om jeg går i mørkets dal,

frygter jeg intet ondt,

for du er hos mig,

din stok og din stav er min trøst.”

(Salme 23 GT)

 Hos evangelisten Johannes er det ikke den såkaldte historiske Jesus, der taler, men den korsfæstede og opstandne. Guds levende Ord. Den eneste, i hvem Gud kan mødes og kendes. Derfor er det så ligetil. I skal ikke være forfærdede. I skal tro på Gud og på mig. I min fars hus er der plads til jer alle. Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer, og så kommer jeg igen og tager jer med mig, for I skal selvfølgelig være der, hvor jeg er.

Jamen, siger Thomas, som jo er tvivleren og skeptikeren i evangeliet - vi kan ikke finde vejen! Vist kan I så, svarer Jesus. Vejen - ligesom sandheden og livet - det er mig. Det ved I da, og derfor ved I også, at til faderen er der ingen, der kommer uden ved mig. Vis os Faderen, siger så Filip. Og Jesus svarer: Filip, nu vrøvler du. Du kender jo mig, og så kender du også Faderen. Tro nu på det - og hvis du ikke kan det, så tro på grund af det, jeg har gjort for jer.

Det var det hele, og det ER det hele. Det er hele evangeliet i meget få ord. Det var ikke uden grund, at Luther kaldte Johannesevangeliet "det rette og fine hovedevangelium", langt bedre end så meget andet i Det nye Testamente.

Det eneste bud i kristendommen lyder: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Og det betyder - du skal elske Herren din Gud, og det skal du gøre ved at elske din næste som dig selv. Det betyder ikke, at du skal omfatte hver eneste en af dine medskabninger med en stormende romantisk kærlighed. Kærlighed i kristen forstand har ikke noget med romantiske følelser at gøre. At elske betyder i denne sammenhæng at acceptere, at give rum og plads til, at erkende, at det andet menneske sandelig har lige så meget ret til at være her, som jeg har, og at ingen af os er så farlig meget værd uden hinanden.  At livet kun er til som et sam-liv med andre mennesker.

Det kan ikke nytte noget at gå rundt og vente på, at Gud gør verden bedre. I en gammel bøn hedder det:

Jesus Kristus, du har ingen hænder,

kun vore hænder,

til at virke med i dag.

Du har ingen fødder,

kun vore fødder,

til at gå til andre med.

Du har ingen læber,

kun vore læber,

til at sige mennesker noget.

Du har ingen hjælp,

kun vores hjælp,

til at stå ved den hjælpeløses side med.

Brug derfor vore hænder og fødder og læber, når du vil give den hjælpeløse hjælp.

Der er meget, vi kan gøre for hinanden, og vi kan hjælpe hinanden med at vælge livet, når det gør ondt.  Der er mange områder, hvor det er nødvendigt at gøre en indsats. Men over for Gud er vi alle lige hjælpeløse. Over for Gud har ingen mere ret end andre. Når vi spørger, fordi vi ikke forstår - så får vi kun et svar: Lev dit liv, som du har fået det. Lev det og del det med andre - det er det, du er skabt til, og det er det, der har Guds velsignelse.

Amen



2. søndag efter påske

Sognepræst Betina Vejegård

mandag den 26. april 2020


Se gudstjenenesten ved at klikke her! Video åbnes i nyt vindue

 


1. søndag efter påske

Sognepræst Tue Rolighed Lauridsen

mandag den 20. april 2020

1.s.e. påske. Johs. 21,15-19.

Salmer: 700 -402-488-(255)-209/279-432-204.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Johannesevangeliet 21,15-19

 

Prædiken

Lider Jesus af en narcissistisk forstyrrelse og har han en sygelig trang til at blive bekræftet? Det kunne godt virke lidt sådan, når han ikke mindre end 3 gange i dagens tekst spørger Peter om han elsker ham - ja, om han endog elsker ham mere end de andre? Sikke et spørgsmål at få stille og så ovenikøbet 3 gange. Men Peter har jo selv været lidt ude om det? 3 gange fornægtede Peter Jesus i ypperstepræstens gård, så hanen galede, som vi har hørt det i påsken. Så det må være tungt for Peter i dag at møde Jesus igen , og fornægtelsen dukker igen og igen op i Peters bevidsthed efterhånden som samtalen skrider frem.

 

Samtalen mellem dem får et nærmest magisk skær, fordi Jesus tre gange spørger Peter om det samme og tre gange får det samme svar. Der er noget magisk ved tallet tre. I utallige religioner og filosofiske systemer spiller tretallet  en central rolle. Det gælder også i kristendommen, hvor Gud som den treenige , Fader, Søn og Helligånd er et særdeles centralt begreb.

 

Vi kender det også fra eventyrerne, hvor helten skal overvinde tre farer, før han når hen til prinsessen og svare tre gange med bestemte kode ord, før forløsningen sker. Man kan derfor tænke sig, at den lidt magiske karakter Peters og Jesu samtale har, skal virke som i eventyret - forbandelsen skal ophæves ved, at Peter tre gange erklærer Jesus sin kærlighed, hvilket skal modsvare de tre gange, Peter fornægtede Jesus.

Men selvom forbandelsen som ved et trylleslag ophæves,  bliver Peter også erindret om sit svigt, hvilket har været meget smerteligt for ham. Han, der først havde forsikret sin trofasthed, han havde nu også svigtet sin bedste ven, og han vidste alt om det. Vi er også bevidste om, når vi svigter og ikke orker at leve op til de forventninger, der stilles os. Vi kender til samvittighedens indre stemme, der med en løftet moralsk pegefinger sætter os på anklagebænken til krydsforhør. Vi er alle i samme båd som Peter - ligesom ham, er vores kærlighed til vores nærmeste  meget menneskelig og meget begrænset af menneskelige faktorer af frygt og modløshed.

 

“Hvor dybt er dog kærlighedens trang grundet i et menneskes væsen”.

Med det udbrud begynder Søren Kierkegaard sin skildring af kærligheden som skabelsesvilkår. For Gud sagde, da han så Adam gå rundt alene: “Det er ikke godt for mennesket at være ene.”

 

Og der findes ikke ét menneske, som ikke har trang til selskab.  Man kan godt ønske at være alene, men der er ingen der ønsker sig ensomhed.

Trangen til at elske og til at blive elsket - ja, det hører uløseligt sammen med det at være menneske slet og ret. Dagens tekst idag viser ikke, at Jesus er narcissist eller syg efter bekræftelse - den viser mere end nogen anden, at han er menneske. Jesus Kristus var jo både sand Gud og sandt menneske. Det er ikke oplysningerne i Det nye Testamente om , at Jesus bliver vred,  sulter, bliver fristet eller græder der er de mest afgørende vidensbyrd om, at Jesus også er menneske. Nej,  for Kierkegaard er det såmænd stedet i dagens tekst, hvor Jesus tre gange spørger Peter om han elsker ham.

Dette behov for at vide sig elsket og for tre gange at få bekræftet det, er det klareste udtryk for Jesu menneskelighed - “ så dybt er kærligheden grundet i et menneskes væsen, så væsentlig tilhører den mennesket.”

 

Alligevel er der mange, der føler, at de ikke kan finde nogen at elske - eller at dem, de har fundet , ikke fortjener deres kærlighed.

At elske er at bringe kærligheden med sig - det er kærligheden som finder den elskede elskelig.

 

Hvis man forestiller sig to malere, som taler om at male portrætter og den ene siger: “Jeg har rejst verden rundt, men jeg har aldrig fundet et ansigt, der var værd at male,” - og den anden siger: “Ja, jeg er jo ikke berejst, jeg har altid levet på det samme lille sted - men jeg må indrømme, at jeg aldrig har set et ansigt, ungt eller gammelt - som jeg ikke fandt noget skønt og fascinerende ved, og som jeg har glædet mig over at kunne male” Ja, hvem af de to er så kunstneren? Mon ikke det er den sidste, der altid ser noget dyrebart i det han ser. Paulus skriver i Johannes-brevet: “Thi hvis man ikke elsker sin bror, som man har set, hvordan skulle man så kunne elske sin Gud, som man ikke har set.”

 

Peter bruger ikke de store ord i dagens tekst - dem har han ellers været god til at bruge, og da holdt de ikke. Peter var så ivrig for at forsikre, at han aldrig i evighed kunne finde på at svigte Jesus. Og hvad var det så han gjorde? Da Jesus var blevet taget til fange - ja, så tog han ikke flugten, men fulgte efter og blev stående og så på - og han hyttede sit eget skind ved at sige, at han aldrig havde set det menneske, som han havde svoret troskab. Hvordan ta´r Jesus nu det ? - ja, de fleste mennesker ville have reageret med vrede eller ligefrem hævnfølelse. Sådan reagerer Jesus ikke. Vi andre ville have sendt ham et lynende blik, der fortalte, at vi to er færdige med hinanden. Det var dig, der havde lovet ikke at svigte mig - og  nu har du gjort det tre gange - jeg vil aldrig se dig for mine øjne mere!, kunne vi finde på at sige.  Men  - siger Kierkegaard - Jesu øjne så på Peter som en mors øjne ser på et lille barn, der er ved at falde ned fra det vindue, det er kravlet op til. Om dog bare blikket kunne redde barnet. Sådan ser kærligheden - og den kærlighed frelser!

 

Hvis Kristi øjne ikke havde set anderledes  end vores øjne ser, så ville der ikke have været noget evangelium - så ville der ikke have været noget frelsende og godt budskab for os mennesker. Men Jesus så på Peter med sit kærlige og tilgivende blik - i det øjeblik Peter fornægtede ham, så han, at det i virkeligheden var Peter, der var i fare. Jesus fastholdt sit forhold til Peter på trods af hans svigt. Han vedblev at elske ham lige meget for det - ligesom han vedbliver med at elske os på trods af vore fejl, mangler og uformåen.

 

Jesus var ikke ukendt med, hvor svært det er at være menneske, intet menneskeligt var ham ukendt, han havde jo selv vandret i lidelse på jorden. Derfor er hans henvendelse til Peter heller ingen fordømmelse af ham, men derimod en genoprettelse af det brudte forhold. Jesus havde selv brug for  Peters kærlighedserklæring. Jesus havde brugt hele sit liv på at erklære menneskene sin kærlighed. Det var tilsyneladende ikke blevet hørt, men kærlighed som ikke høres eller modtages er jo ulykkelig kærlighed. Derfor har han selv brug for et gensvar på sin kærlighed til menneskene. Et menneske må svare ham:” Jeg har dig kær”, for da forsikres Jesus om, at hans kærlighed er modtaget og bliver tilbage på jorden, så menneskene kan leve af den kærlighed, Jesus har erklæret os mennesker og for hvis skyld han tog vore synder på sig og døde.

 

Peter får en opgave i dag. “Vogt mine lam! Vær hyrde for mine får”, siger Jesus til ham, der lige havde svigtet ham. Peter får den største opgave, man kan tænke sig. Han skal være menighedens leder - den klippe, som Jesus vil bygge sin kirke på. Peter betyder klippe, skønt Simon Peter så tydeligt har vist, at han er alt andet end en klippe, men er skrøbelig og omskiftelig - et menneske af kød og blod, som os andre.

Det fortælles, at under det største kirkemøde i den romersk- katolske kirke, som er holdt i dette århundrede, og som foregik i Peterskirken i Rom, som skal være bygget over Simon Peters grav - dér spurgte én af de lutherske observatører en romersk kardinal om, hvornår han fandt, at kirken var mest tydelig og klar som kirke. Og der var sådan set nok af fryd for øjet ved dette enorme kirkemøde med både pave, kardinaler og bisper i storslåede og farvestrålende gevandter.

 

Men den romerske kardinal svarede: Kirken var mest kirke, den dag, da Peter fornægtede, da Judas forrådte og da alle de øvrige disciple flygtede til alle sider, fordi de var bange for at blive taget til fange!

 

Således kan vi sige, at den kristne kirke bygger ikke alene på Peters bekendelse, men den bygger også på hans fornægtelse; men den bygger frem for alt på Jesu Kristi ord til ham og til alle os andre - på hans kærlige og frelsende blik - der fortæller os, at han kan bruge os, sådan som vi nu engang er - fulde af tvivl, svig og fejl . Vi skal være hyrder og vogte hans lam - hinanden - og hyrde er ikke han, der fortæller om den kærlighed, han har til Jesus. Men hyrde er han, der forkynder Kristi kærlighed til os. Den kærlighed, som binder os sammen, og som skænker os tilgivelse for vort liv og oprejsning for vor død.

 

I dag fejrer vi endnu engang gudstjeneste med dåb og nadver og bidrager dermed til at vise, at vores kirke ikke er en død og forstenet kirke, men et levende fællesskab, der lever af de levende ord - evangeliet om vor frelser Jesus Krisus, som tager imod os og øser af sin kærlighed til os mennesker - også selv om vi som Peter ikke altid kan leve op til de krav, vi sætter til os selv og andre.  Overfor Gud er vi alle lige, og gode nok,  som den vi er. For vi er alle skabt i Guds billede, og afspejler hver især Guds væsen her på jorden, uanset hvordan vi så ser ud,  eller hvilke evner vi så er udstyret med. Det er det, vi får at vide hver søndag, at vi ikke behøver at anstrenge os på alle mulige måder, for at blive en anden end den vi er. Det er det, der styrker os og giver os fornyet livsmod til at gå ud og møde verden i tillid til Gud er med os med sin kærlighed og elsker os, som den vi er. “Når Gud har elsket os, således skylder vi også at elske hinanden. Ingen har nogensinde sit Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os og han kærlighed er fuldendt i os”, skrives det i Johannesbrevet.

 

“Som den stille sø grunder dybt i de skjulte kildevæld, hvilket intet øje så, således grunder et menneskes kærlighed endnu dybere, i Guds kærlighed. Dersom der intet væld var i bunden, dersom Gud ikke var kærlighed, da var hverken den lille sø, ej heller et menneskes kærlighed”

(Kierkegaard i “Kjerlighedens gjerninger”)

 

Amen

 

 


Påskehilsen og prædiken 2. påskedag

Sognepræst Tue Rolighed Lauridsen

mandag den 13. april 2020

Læs eller syng gerne en af påskens og forårets allersmukkeste salmer DDS234 Som forårssolen morgenrød

 

Så nåede vi til d 2. påskedag – den femte gang vi skulle have haft gudstjeneste i kirken i påsken – og det har vi vist for første gang i historien ikke haft! Grunden kender vi alle. Selv under besættelse blev der afholdt gudstjenester i alle landets kirker. Håber, at vi snart kommer i gang igen for kirken er jo det sted, vi kan gå hen med de overvældende følelser, livet fylder os med og som kan rumme det.

 I disse dage, hvor vi lever mere eller mindre i husarrest og vore cirkler bliver mindre, så er kirkegården overfor vores præstebolig et tilflugtssted og rekreativt sted. Her kan vores 10-årige Alfred cykle, her kan man filosofere over livet og døden, her pibler forårsblomsterne frem – her står tiden stille og her rører det evige det flygtige. Her er de levende og de døde. Her er opstandelseshåbet forkyndt på gravsten og kors – med gravlys og blomster. Her indfanges påskens budskab mellem langfredag og påskedag – mellem død og opstandelse.

 

I dag 2. Påskedag har vi så evangelisten Johannes´ beretning om påskebegivenheden. Mens de andre tre evangelister beretter om en lille flok kvinder fra Jesu følge, der kom ud til den tomme grav, er der hos Johannes kun tale om én kvinde - nemlig Maria Magdalene. Det fortælles imidlertid indgående, at også Peter og yndlingsdisciplen Johannes kommer ud til graven. Maria Magdalene - ja det er hende, der først kommer til den tomme grav, men det er mændene, der får hovedrollerne. Maria Magdalene, er en af de mange kvinder, der befandt sig i den skare, der var omkring Jesus, men hun får ikke lov til at være det første vidne, skønt hun var det.

Umiddelbart synes der en langt mere direkte kontakt mellem Vor Herre og Maria end der er det for de to disciple, som har den tomme grav imellem sig og ham, men de husker skrifterne, og skrifterne tyder den tomme grav for dem. Og derfor kan de også tro på evangeliet. Maria har på sin side havemanden mellem sig og genkendelsen, men så hører hun den opstandne tale og kalde hende ved navn. Og så tror hun på ham.

 

Det vigtige er, at evangeliet stiller de to begivenheder side om side, som om det derved vil fastholde den dobbelthed, der er og altid har været i kristendommen. Kristendommen handler om tro. Den taler til vores følelser og modsiger fortvivlelsen med tro.  Men i kristendommen er troen bundet til det evangelium, som evangelisterne engang nedskrev, og som i høj grad forstår det udfra det gamle testamente.

 Kristendommen svæver ikke frit i luften. Drejer sig ikke bare om mine følelser, og hvad jeg nu selv tror i dag. Troen kommer af evangeliet. Og disciplene og evangelisterne fandt ord i det gamle testamente for det, de ville forkynde om den opstandne.

Jeg har altid syntes, at Jesu ord til Maria Påskemorgen er så hårde.

"Hold mig ikke fast, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen", siger han, og man kan næsten mærke den desperation, der er gået igennem hende.

Tænk, at blive bedt om at give slip - én gang mere. Det er så nemt at identificere sig med hende, for hvor mange af os har ikke prøvet de pinsler, der er forbundet med at tage afsked med et elsket menneske.

Hvad enten det var døden eller måske en skilsmisse, der gjorde det.

 

Maria bliver sendt hen til disciplene med budskabet om, at hun har set Jesus.  Hun lystrer. Hun går derhen,

Et andet spørgsmål er temmelig aktuelt i dag:

Det er spørgsmålet om himlen.  Hvad er himlen?

Hvor stiger han op?

Også her er der noget på spil.

Noget, der trodser enhver fornuft eller måske bare overstiger den?

 

Hjerneforskeren Peter Lund Madsen siger, at den menneskelige hjerne har sine begrænsninger, ligesom alle hjerner har det.

Vi kan sagtens se begrænsningen hos dyrene:

"Hvis vi tager verdens klogeste kat og sender den i katte-skole, så kommer den aldrig til at regne", siger han på sin velkendte facon. I katte-hjerner er der en grænse, som er fuldstændig absolut. En grænse, der ikke kan overskrides.

Og på samme måde er det med mennesker, siger han. Der er stor forskel på menneskers intellektuelle evner, men selvom vi tog det klogeste menneske i verden, så ville det også ramme en mur.

Der findes noget, som befinder sig uden for vores erkendelses rækkevidde.

Og det er dér, Gud befinder sig.

 

 

 Da Jesus døde på korset, brød Maria Magdalenes liv sammen. Hun mistede meningen med livet, for den havde Jesus givet hende. Efter at han engang helbredte hende for den dæmon, hun var besat af, og derved gav hende livet, havde hun fulgt ham i tykt og tyndt. Han var den eneste, der forstod hende, han var den eneste, der ikke fordømte hende. Han talte til hende, som den hun var, han lod hende være den, hun var - uden at han fordømte hende. Ved Jesus genvandt Maria sin identitet, hun fik livet tilbage ved troen og håbet på Jesus. Og nu står hun ved graven: Fortvivlet, ulykkelig, ensom uden tro og uden håb. Han, som havde givet hende meningen med livet, han var død - en ynkværdig og lidelsesfuld død. Så Marias liv styrtede sammen, hun så ikke andet end kulde og mørke for sig. Intet andet havde hun tilbage end graven, hvor han lå; dér kunne hun gå ud, dér kunne hun i det mindste have sin sorg. Men graven var tom. End ikke en grav at sørge ved var tilbage for hende. Hvad kunne hun andet end blot at græde, blot stå dér ved den tomme grav og græde. Resigneret uden mål og med. Englene taler til hende, men hun ænser dem næsten ikke; hun svarer dem, men vender sig bort igen.

Da er det, at Jesus kommer til hende. Hun kender ham ikke igen - hun tror, at det er havemanden. Måske skyldes det, at hendes blik er sløret af tårer eller, at Jesus er under forvandling - der er jo endnu et stykke tid til, at han stiger op til Faderen. Måske skyldes det noget helt tredje: Måske skyldes det, at Johannes vil understrege, at troen ikke kommer af det, der ses, men af det, der høres.

For først, da Jesus taler til hende og kalder hende ved navn, genkender hun ham. Og med den enkle tiltale, i udtalelsen af hendes navn, med den udtaler Jesus hele sin kærlighed og omsorg for Maria, med den giver han hende livet og troen tilbage. Hun hører sin mesters stemme, og pludselig er alt ikke længere mørke og fortvivlelse, for med den stemme kaldes hun tilbage til livet. Og hun kan løbe hjem til disciplene og fortælle dem, hvad hun har set og oplevet. Da Maria mødte Jesus ved graven blev dødens have til livets have.

Påskens budskab er, at Jesus Kristus er opstanden! Han skal ikke søges blandt de døde - men hos de levende! Kristus besejrede døden og stod op fra de døde, og han gjorde derved det,  kun han kunne. Og han gjorde det, for at vi aldrig mere skal slås den kamp med døden alene. I døden, både i den lille død i livet, som kan komme over os, når vi er allermest fortvivlede og ensomme, som for det, der lever alene i denne tid eller føler sig alene,  som i selve døden, dér er Kristus. Dér var han dengang, og dér er han stadig at finde  for hver enkelt af os - dér går han den tunge vej med os, når vi har brug for det.

Da Kristus besejrede livet mistede døden sin brod. Den kan ikke længere være os en forbandelse, der ødelægger livet  for os - også når vi er midt i livet. Døden er en uundgåelig del af livet, som Gud har skabt det, men med Kristi sejr over døden, da er Gud med os i døden, som han er det i livet. For at sige det med Paulus: “For er Gud med os, hvem kan da være imod os? Han som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?”

Det er Maria, der er grunden til,  at vi kan ønske hinanden glædelig Påske, og  vi kan fejre noget så utroligt. Hun sørgede for at videre- bringe budskabet til de bange disciple.

”Ingen af os lever for os selv, og ingen dør for sig selv. Thi når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Vi hører altså Herren til, hvad enten vi lever eller dør”, så stærkt siger Paulus det i Romerbrevet – ord som ikke er til at komme uden om her i påsken og coronakatastrofen. De ord tager brodden af døden, men ikke døden ud af verden. Men Han er med os helt ind i døden – også i denne forbandede Coronatid. Det er det påsken handler om. Glædelig Påske!

Amen


Påskedag

Søndag den 12. april 2020. Onlinegudstjeneste ved sognepræst Betina Vejegård

Se gudstjenenesten ved at klikke her! Video åbnes i nyt vindue

Dagens salmer - klik på salmerne for at høre dem i fuld længde

218 Krist stod op af døde

241 Tag det sorte kors fra graven

236 Påskeblomst hvad vil du her

234 Som forårssolen morgenrød

 

Dagens bøn:

Jesus Kristus Det er morgen og luften er stærk, og som en fanfare lyder ordene ”Frygt ikke” fra den tomme grav. Men vi har lukket vores dør og holder afstand, for verden er pludselig blevet et utrygt sted. Lad det blive til opstandelse også for os der er bekymrede i denne tid. Mød os i vores stuer og tag foråret med. Lad påskesolen varme så vi kan slå vores vinduer op og byde lyset ind. Du livets Herre og dødens overmand, lad ingen afstand hindre at vi kan samles i din kærlighed.

 

Dagens evangelium:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8

 


Langfredag

Fredag den 10. april 2020. Onlinegudstjeneste ved sognepræst Betina Vejegård

Se gudstjenenesten ved at klikke her! Video åbnes i nyt vindue

Gudstjenesten kan med fordel ses om aftenen som en aftenandagt

 

Dagens salmer - klik på salmerne for at høre dem i fuld længde

192 Hil dig Frelser og Forsoner

217 Min Jesus lad mit hjerte få

Dagens bøn:

Jesus Kristus En sygdom har fyldt os med frygt og korsfæstet det almindelige liv, vores samvær og vores fælles gudstjeneste. Nu sidder vi spredt og ligner dermed dine disciple. Hver for sig og fra hver vores sted ser vi alting på afstand, bange for det usynlige, bange for hinanden, bange for fremtiden. Herre, vi ved, at vi ikke kan frelse os selv. Så lad ikke dit kors stå som en fjern silhuet i horisonten. Vis os klart, hvad der er din vilje med os.

Amen

Dagens evangelium:

Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata - det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«.Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage,  frels dig selv og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge - lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« - det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.«   Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.« Mark 15,20-39

 

 



Skærtorsdag

Torsdag den 9. april 2020. Onlinegudstjeneste ved sognepræst Betina Vejegård

Se gudstjenenesten ved at klikke her! Video åbnes i nyt vindue

Har man lyst, kan man have et stykke brød og et glas vin/saft/vand klart, da videoen lægger op til hjemmealtergang.

 

Dagens salmer - klik på salmerne for at høre dem i fuld længde

773 Bliv hos os når dagen hælder

15 Op al den ting som Gud har gjort

 

Dagens bøn:

I Jesu navn går vi til bord

At spise drikke på dit ord

Dig til ære os til gavn

Da får vi mand i Jesu navn

Amen

 

Dagens evangelium:

 Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv.  Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?«  Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«  Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«

 Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.«  Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf;  dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« 

Matt. 26, 20-28

 


Palmesøndag

Søndag den 5. april 2020. Onlinegudstjeneste ved sognepræst Betina Vejegård

Se gudstjenenesten ved at klikke her! (Video åbnes i nyt vindue. Varighed ca. 14 minutter)

Dagens salmer:

31 Til himlene rækker din miskundhed, Gud.

176 Se hvor nu Jesus træder

 

Dagens bøn:

Du kærlighedens Gud

Giv os at længes efter dig af hele vort hjerte.

Og når vi længes, da lad os søge dig og finde dig.

Og når vi finder dig, da må vi elske dig og vende ryggen til alt ondt, som du har frelst os fra, for Jesu Kristi skyld.

Amen

(bøn efter Anselm af Canterbury)

 

Dagens evangelium:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«

Mark 14,3-9