Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Kunst i kirker

Dato
Lørdag d. 29. oktober 2022, kl. 09:30
Sted
Helleruplund Kirke, Bernstorffsvej 73, 2900 Hellerup

En weekend fyldt med spændende samtidskunst i Gentofte Provstis smukke kirker. 

Glæd dig til efteråret og en gentagelse af sidste års succes, hvor over 2800 gæster besøgte udstillingen Kunst i Kirker Gentofte. Udstillingen forløber over en weekend i alle Gentoftes 8 smukke kirker, hvor et udpluk af Danmarks dygtige samtidskunstnere udstiller og vil være til stede i kirken hele weekenden. Her kan man opleve billedkunst,- bronzekunst, keramik, installation, popart og glaskunst.

Kunst i Kirker arrangeres af initiativtager og kunstner Charlotte Tønder i samarbejde med kurator Helle Borre, KBH Kunst. KIK er støttet af Gentofte Kommunes kulturpulje og Gentofte Provsti og afholdes for 3. år i træk. Hvad sker der med kirkerummet, når man placerer moderne kunstmalerier side om side med alteret eller abstrakte bronzefigurer ved den rituelle døbefond? Kom og oplev mødet mellem samtidskunsten og kirkerummet, der for en stund vil forandre de velkendte rammer og sætte kunsten i en anden kontekst. En forandring som giver anledning til nye tanker og følelser, og den oplevelse vil kunstmaler og skulptør Charlotte Tønder gerne dele med mange flere. Inspirationen kom efter hun for nogle år stiftede bekendtskab med konceptet Kunst i Kirker i Slagelse, hvor hun blev så begejstret, at hun tog initiativ, til et lignende arrangement i Gentofte, hvor hun bor med sin familie. ”Jeg har altid elsket kirker og synes der sker noget særligt når man træder ind i et kirkerum - det er som om ens sanser bliver skærpet”, siger Charlotte Tønder. ”Stemningen af, at her kan man reflektere over livets store og små spørgsmål appellerer til mig både som menneske men især også som kunstner, da min kunst jo inspireres af refleksioner over små og store begivenheder i mit liv. Det er ikke nyt at have kunst og kirke under samme tag, men traditionelt har kunsten skulle fungere som udsmykning af kirken – det gør vi anderledes med denne udstilling, hvor både kirkerum og kunst får lov til at fylde”, afslutter Charlotte Tønder.

Åbningstaler

Kunst i Kirker Gentofte 2022 åbnes officielt af Borgmester Michael Fenger og Provst Yvonne Nielsen Alstrup i Helleruplund Kirke den 29. oktober kl. 09.30. Også i år vil det være gratis at besøge udstillingerne.

OBS: Søndag d. 30 oktober holdes der højmesse i tidsrummet 10.30-12.00. I dette tidsrum vil det ikke være muligt at besigtige udstillingen. Alle er kunstinteresserede er dog meget velkomne til at deltage i højmessen.